Quantcast
Channel: Nyt fra Roinfo.dk
Viewing all articles
Browse latest Browse all 1030

Kaproernes sæson skudt i gang

$
0
0
Tekst & Foto: Mette Bacher
Billeder må ikke videreudnyttes uden aftale med fotografen

Picture
Det er lige ved og næsten, når det drejer sig om nyt klubhus, samt store og indbydende lokaler. Det varer ikke længe, før Odense Roklubs nye hus kan indvies, men i weekenden måtte de fleste lade sig nøje med at beundre klubhuset udefra. Foto Mette Bacher
Regattaarrangør, Johnny Rusbjerg fik ret igen. Det plejer aldrig at være dårligt vejr, når der er Odense Langdistanceregatta, og det udtalte en skråsikker Rusbjerg sig om umiddelbart før årets første regatta.
Det holdt stik. Solen tittede frem lørdag, og selvom det var koldt, var det fint vejr til sæsonstarten på Odense Kanal. Også søndag bød på flot vejr om formiddagen, og dermed blev sæson 2017 for alvor skudt i gang for kaproernes vedkommende.

8+, herrer
Picture
Aalborg Roklubs universitetsroere er altid på plads ved de danske regattaer, og det er lige før, de også er sikret muligheden for at være blandt de første startende. I hvert fald i Odense. Foto Mette Bacher
Otter - et Uniløb
Aalborg Roklub tog sig af sejren begge dage i overlegen stil over Odense Roklubs Universitetsroere, der også er ved at have fået rigtigt godt fat. De ror flot, fynboerne, men der er dog en bid vej endnu til nordjyderne, der erfaringsmæssig set, har flere år på bagen indenfor otterroning. Lad os håbe, at Fynboerne kører konceptet som i Aalborg, hvor kaproerne deltager i alle de danske regattaer, de overhovedet kan komme i nærheden af. Og samtidig at andre klubber melder ind, når det handler om universitetsroning.
Picture
Odense Roklubs Unversitetsroere har virkelig fået godt fat i roningen. Det skyldes ikke mindst Søren Gam, der har taget universitetsroningen med sig fra Aalborg og til Odense, hvor han nu studerer. Foto Mette Bacher
4X- mænd
En kombination fra KCO med roere fra Odense, Bagsværd og Holstebro var flyvende om lørdagen og kom i mål i dagens hurtigste tid: 18:43:0. Mandskabet bestod af: Frederik Taulbjerg, Niclas Schmidt, Sebastian Terp og Mads Petersen.
Picture
Frederik Taulbjerg (Holst) Niclas Schmidt (OR) Sebastian Terp (OR) Mads Petersen (BR. Foto Mette Bacher
Eneste modstander var mastersroerne fra Bagsværd/DSR, Søren Strange, Henrik Almegaard, Lars Nielsen og Mikael Espersen, der troligt stiller op hvert eneste år - og det over begge dage.
Picture
Fv. Henrik Almegaard, Mikael Espersen, Søren Strange og Lars Nielsen, DSR/BR. Foto Mette Bacher
Om søndagen havde Danmarks Rocenter dannet et stærkt mandskab af de to letvægtsdobbelt-scullere med henholdsvis: Fredrik Leicht og Peter Fredsted, sat sammen med: Mathias Larsen og Emil Espensen. Med tiden 19:34., fik denne kombination noteret søndagens hurtigste tid. På anden pladsen lørdagens vinderbåd, og mastersroerne indtog tredjepladsen.
Picture
Fv. Fredrik Leicht, KR, Peter Fredsted, Odense, Mathias Larsen, Bagsværd og Emil Espensen, DSR. Foto Mette Bacher
Herrer senior 4-
Malthe Puro, Jens Albert Graudal, Sebastian Bache og Jakob Lillelund sejrede i lørdagens finale over DSR/BR.
Picture
Den stærke toer uden-konstellation, der tidligere viste Sorø Roklubs velkendte blå/hvide farver, Jens Albert Graudal og Jakob Lillelund ha rykket teltpælene op, og ror nu for Bagsværd Roklub. I fjor ventede man på, at den ene rykkede en klasse op. Det er nu sket, og sammen med Malthe Puro og Sebastian Bache fra hhv. Bagsværd og Københavns Roklub, danner de en stærk kvartet. Foto Mette Bacher
Søndag mødte DRCs firer m. Peter Christian Holmquist, Tobias Kempf, Loui Lam og Peter Rytter Munk op, og vandt over lørdagens sejrherrer, mens BR/DSR blev nummer 3.
Picture
Peter Rytter Munk, Loui Lam, begge fra KVIK, Tobias Kempf, Odense og Peter Holmquist, Lyngby Roklub, er alle inde over de tunge herrers projekt 4-, som dansk roning nu satser på. Sådan så det ud om søndagen i Odense. Foto Mette Bacher
Picture
DSR/BR med Christoffer Kruse, Christian Michaelsen, Mark Hartsteen og Lars Fjord Garvey kom ikke helt med ind i kampen om medaljerne i Odense. Foto Mette Bacher
Herrer senior 2X
DRCs førstebåd med Emil Espensen, DSR og Mathias Larsen, Bagsværd sejrede lørdag i: 19:48:1 over Christian Thor Hagemann, Odense, & Alexander Modest, Lyngby: 20:04:0 på tredjepladsen Fredrik Leicht og Peter Fredsted, KR/Odense: 20:09:5. Der var seks mandskaber til start i denne bådtype. I søndagens finale var det Hagemann & Modest, der vandt over Bagsværds: Frederiksen & Klahsen med Oliver Rying og Emil Eigenbrod på tredjepladsen.
Picture
Godt kørende - eller rettere: roende... Mathias Larsen, BR og Emil Espensen, DSR, vandt 2X-finalen lørdag - og 4X--finalen søndag m. Fredrik Leicht og Peter Fredsted, der blev nr. 3 i lørdagens 2X-finale. Foto Mette Bacher
Picture
Christian Thor Hagemann, tidl. Maribo, nu Odense, og Alexander Modest, LR, blev nummer to lørdag, og vandt finalen søndag, idet lørdagens vindermandskab roede 4X-. Foto Mette Bacher
Picture
Peter Fredsted, Odense, og Fredrik Leicht, Københavns Roklub, blev nummer tre lørdag og vandt 4X- med Larsen og Espensen søndag. Foto Mette Bacher
Picture
Frederiksen & Klahsen, Bagsværd Roklub, gav den alt, hvad den kunne trække, og det gav bonus i søndagens finale. Foto Mette Bacher
Picture
Oliver Rying, Lyngby Roklub, og Emil Eigenbrod, Bagsværd, blev nummer tre i søndagens finale. Foto Mette Bacher
Herrer 2-
Velbesøgt var dette løb, thi nu satses der alt på at danne en firer uden styrmand for de “store drenge”, og den skal have VM-niveau. Vejen ind på denne båd går gennem toer uden, og en lille gruppe af Danmarks tunge velkendte herreroere er med her. Om lørdagen sejrede Loui Lam, KVIK, og Tobias Kempf, Odense over Peter Holmquist, KR og Peter Rytter Munk, KVIK, mens Malte Rusbjerg & Oscar Mazza, Odense, besatte tredjepladsen. Ni både var til start i denne finale.
Det blev bemærket, at Holmquist og Munk for alvor fik roet sig godt ind på den førende båd på de sidste 2 kilometer inden mål. Således var de godt 4 sekunder efter ved 2000 meter mærket, de tabte lidt mere på de næste 2000 meter, men vinderne vandt i: 21:03: over Holmquist og Munk, der fik noteret: 21:04:2.
Picture
Loui Lam, KVIK, og Tobias Kempf, Odense, er med inde over den gruppe af tunge herreroere, der satser på at komme på en 4-. Foto Mette Bacher
Picture
- Vi fatter ikke en meter - men ring dog blot til Peter... To gange Peter: Peter Rytter Munk, nu KVIK, tidl. Hadsund, og Peter Holmquist, Lyngby Roklub lagde godt pres på førerbåden i lørdagens finale. Foto Mette Bacher
Picture
Oscar Mazza & Malte Rusbjerg, kan også være med, når det drejer sig om 2-. De to er oven i købet på hjemmebane på Odense Kanal. Foto Mette Bacher
I søndagens finale var det Steffen Bonde og Tøger Berg Rasmussen, der vandt med godt et minut over: Malte Rusbjerg og Oscar Mazza, mens Holstebro Roklubs Jonathan Nielsen og Aske Petersen blev nummer tre.
Picture
Det er nye tider for landsholdsroerne, der tidligere har gjort det godt med to årer. Nu er Steffen Bonde, Odder Roklub, inde over projekt M4-, og i Odense roede han med Tøger Berg Rasmussen, DSR. Parret vandt søndagens finale. Foto Mette Bacher
Picture
Holstebro Roklub har altid budt ind med gode en-åres-roere. Jonathan Nielsen og Aske Petersen bliver nummer tre i søndagens finale. Foto Mette Bacher

Herrer senior 1X

Der er Sverri, Nick, og alle de andre. Sverri Nielsen, DSR var atter suveræn, selvom Nick Larsen for alvor fik roet sig ind på Nielsen ved 4000 meter, Sverri: 14:31:7, Nick: 14:32:9. I mål var forskellen knap 7 sekunder, i Sverris favør.
Store Frank Steffensen, DSR, lagde sig ellers fint i kølvandet på Larsen og Nielsen, men William Wisholm, Hadsund fik roet sig godt ind på de førende, og susede i mål på en tredjeplads lige foran Frank. Wisholm: 22:13:9, Steffensen: 22:14:0. Der var 13 herrer med i denne klasse. I søndagens finale er Bastian Secher med. Han kan ikke hamle op med Sverri og Nick, men får til gengæld has på William Wisholm, hvorved Secher indtager tredjepladsen i herrernes finale, der tæller 13 til start.
Picture
Fart på. Sverri Nielsen, DSR, er Danmarks pt. bedste VM-bud i herrernes 1X. Foto Mette Bacher
Picture
Der bliver gået til stålet blandt de stærke 1X-mænd på kanalen. Her er Frank Steffensen, DSR, tv., under pres af Nick Larsen, Odense Roklub. Foto Mette Bacher
Picture
Nick Larsen, Odense, er oppe at toppe og blandt de bedste mandlige scullerroere i Danmark. Foto Mette Bacher
Picture
Efter en tænkepause - og efter en lang årrække indenfor kaproning, stemplede Hadsund Roklubs William Wisholm ind i efteråret 2016. Nu er han tilbage for fuld skrue, og ved at få roet sig godt ind på de bedste scullerroere herhjemme. Foto Mette Bacher
GIG-4X+
Hvor er det dejligt at se, at værtsklubben, Odense Roklub, hvert eneste år har et hold med, hvor modne herrer deltager i søndagens løb. Stor applaus til: Poul Bendt Hansen, Charlie Carlsen,
Svend Mosekær, Mogens Andreasen og Cox. Jens Oluf Hansen. Det fortjener to billeder!
Picture
Der er åbenbart ingen, der tør møde Odense Roklub i gig-firer ved Langdistancen på Kanalen. Men de frem herrer møder troligt op år efter år. Foto Mette Bacher
Picture
Så fik vi også sat ansigter på roerne. Foto Mette Bacher
Herre junior A 8+.
Københavns Roklub har pludselig fået et sandt boom af et stort kobbel friske drenge, der er lige så friske på kaproning. Sådan!
Drengene debuterede her, og roede to flotte løb denne weekend.
Picture
Sådan: Københavns Roklub. Næste generation er på vej i 8+. Her er det, ifølge programmet: : Frederik Saltoft Jessen, Frederik Bahne Jessen, Dines Nedergaard, Carl Jensenius, August Brogren, Tobias Theglev, Anton Sode Dam, Villads Lindholm, og Cox. Niklas Heinz, Foto Mette Bacher
Herre junior 4X
Blot to mandskaber til start, og der var virkelig klasseforskel, selvom det er rigtigt dejligt at se, at Roskilde Roklub er med, og det med et rent klubhold.
Men sjællænderne fik noget at se til over for det nærmest flyvende mandskab fra Bagsværd/LR/KVIK/Roskilde med: Jacob Lenzing, Oliver Tolstrup Christensen, Nicholas Andersen og Oliver Skov Jerkovic, der vandt i: 19:15:0. I søndagens finale er Jonas Lund med på båden i stedet for KVIKs Nicholas Andersen, og båden får ingen konkurrence, men ror et flot løb alligevel.
Picture
I lørdagens finale sejrede Lenzing, Christensen, Andersen og Jerkovic over Roskildes drenge. I søndagens finale var Roklubben Furesøs Jonas Lund med i stedet for Nicholas, der roede sculler. Men båden får ingen konkurrence i drengenes klasse. Foto Mette Bacher
Picture
Roskilde Roklubs Mathias Biltoft Ankerstjerne, Matthias Oliver Batenburg, Martin Kofoed Jensen og Victor Lauritsen. Foto Mette Bacher
Herrer junior 4-
Blot et mandskab til start her: og DSR/Holstebro-båden ror i mål i: 19:50:6.
Picture
Magnus Valbirk, Christian Taulbjerg, Esben Søvndahl (DSR) og Magnus Zier Quist Rathenborg. Foto Mette Bacher
 Herrer junior 2X
Der er kun tre både til start her, og det blev Hadsund/ÆGIR m. Mikkel Knudsen og Adrian Flarup Johansen, der vandt i: 21:05:3 over Sorø/Hvidovre og Holstebro. Samme resultat så vi om søndagen.
Picture
Knudsen og Johansen var der ingen, der kunne true i deres finale, som blev vundet overbevisende lørdag. Foto Mette Bacher
Picture
Marcus Lyngesen,Hvidovrre & Jannick Wly Andersen, Sorø, danner en spændende konstellation, og det er herligt at se roere fra Hvidovre atter være med ved danske regattaer. Foto Mette Bacher
Picture
Andreas Møller Hunskjær (Holst.) Karen Katrine Mortensen, Fredericia mødte til start i drengenes klasse. Sådan Karen Katrine!. Foto Mette Bacher
Herrer junior 2-
Fem både til start, og umiddelbart syntes Lasse Maegaard & Niclas Ulnits sikre på sejren, i hvert fald efter der var roet 4 kilometer. Alligevel fik KR/Holstebro: Timon Strømgren og Kaare Mortensen roet sig godt op til sidst. Vindertiden hed: 22:20:7, Strømgren og Mortensen blev toer i toeren (!) i: 22:21:2. På tredjepladsen Holstebros Lund og Pedersen.ODENSE LANGDISTANCE
I søndagens finale er det nu Kaare Mortensen og Niclas Ulnits, der danner vinderbåden, mens lørdagens nummer tre, Lund og Petersen bliver nummer to, og kombinationen: Majgaard & Jensen, BR/Hvidovre, bliver nummer tre.
Picture
Kamp om førstepladsen i drengenes toer uden. Nærmest i billedet er det Lasse Maegaard og Niclas Ulnits, men Strømgren og Mortensen, i de gule dragter, får roet sig godt op til sidst og det er lige før, denne finale bliver lørdagens mest spændende. Foto Mette Bacher
Picture
Holstebros Lund og Petersen bliver nummer tre. Foto Mette Bacher

Herre junior 1X
Bastian Secher, Roskilde, er stadig junior… og sammen med Jonas Lund, Roklubben Furesø, stak Secher af fra feltet. Nok havde Bastian et forspring, som han holdt hele vejen, men det øvrige felt var hægtet af. Selvom Jonas hang på efter de første 2 kilometer, var forskellen mærkbar i mål, hvor Secher vandt med mere, end 22 sekunder over Lund. På tredjepladsen: Mathias Heldbo, LR. Der var otte drenge til start her, og hvis Bastian havde valgt at ro med i seniorklassen, ville han være blevet placeret i den bedste halvdel.
I søndagens finale prøver Nicholas Andersen, KVIK, lykken i 1X, og vinder over Helbo og Taudal fra hhv. LR og Holstebro, men Secher er ikke med her - han møder til start i seniorklassen.
Picture
Bastian Secher, Roskilde Roklub, var, ikke overraskende, suveræn i 1X i drengenes klasse. Foto Mette Bacher
Picture
Jonas Lund, Roklubben Furesø, viste også storform og høj klasse i Odense. Foto Mette Bacher
Picture
Mathias Helbo, Lyngby Roklub, klarede det fint med en bronze- og en sølvmedalje i Odense. Foto Mette Bacher
Picture
Nicholas Andersen, KVIK, roede dobbeltfirer lørdag, som han var med til at vinde, og søndag stod den på 1X, som han også scorede en førsteplads i. Foto Mette Bacher
Meget mere at læse og se - med næste afsnit af reportagen fra Odense, hvor det handler om kvindernes finaler.

Viewing all articles
Browse latest Browse all 1030