Quantcast
Channel: Nyt fra Roinfo.dk
Viewing all articles
Browse latest Browse all 1030

World Cup III, Sabaudia. Syv danske hold til start

$
0
0
Billede
Danmarks W4- skal vise, at OL-formen er ved at indfinde sig ved World Cup III i Sabaudia, Italien. Foto screenshot
Af Leif Thygesen
Syv danske hold er anmeldt, når årets sidste World Cup, nummer tre i rækken, roes i italienske Sabaudia i tidsrummet 4. – 6. juni 2021.
For de tre olympiske hold, toer uden styrmand, kvinder (W2-): Lærke B. Rasmussen, DSR, Fie Udby Erichsen, KVIK, firer uden styrmand, kvinder (W4-): Christina Juhl Johansen, DSR, Ida Gørtz Jacobsen, Bagsværd Roklub, Frida Sanggaard Nielsen, Bagsværd Roklub, og Trine Dahl Pedersen, Holstebro Roklub, og singlesculler, mænd (M1x): Sverri Nielsen, DSR, er det sidste chance for at teste formen inden OL i Tokyo fra den 23. til den 30. juli 2021. Den sidste olympiske båd - mændenes toer uden styrmand (M2-):  Joachim Sutton, Roskilde Roklub, og Frederic Vystavel, Københavns Roklub, er ikke til start.
Udover de olympiske hold er der anmeldt fire andre spændende danske hold – fire hold med roere, som kan tillade sig at drømme om deltagelse i OL - i 2024 i Paris.
Billede
Bastian Secher er klar til at gøre comeback ved World Cup III i Italien. Arkivfoto
​I mændenes singlesculler (M1x) er der et spændende comeback til Bastian Secher efter et alvorligt trafikuheld i starten af april 2020. Den unge Roskilde-roer er et af Danmarks største talenter, og han har i løbet af ungdomsårene sat flere danske og internationale rekorder i ro-ergometret. Bastian var oprindeligt en del af en dansk satsning på en firer bestående af Bastian Secher, Joachim Sutton, Tobias Kempf og Frederic Vystavel, men efter Bastian Sechers ulykke ror Joachim Sutton og Frederic Vystavel toer. Bastian Secher kastes for løverne, når man ser på de anmeldte i singlesculler, der blandt andet tæller Sverri Nielsen og den tyske verdens- og europamester Oliver Zeidler.
Billede
Astrid Steensberg, DSR, beskrives som en kommende stjerne. Astrid har studeret og roet på University of Southern California i Los Angeles. Arkivfoto Mette Bacher
​I kvindernes singlesculler (W1x) er Astrid Steensberg, DSR, anmeldt. Astrid er et af de unge danske talenter, der banker på døren til et internationalt gennembrud - måske tages første skridt i Sabaudia.
I mændenes letvægtssinglesculler (LM1x) bliver Danmark repræsenteret af Aleksander Modest, Lyngby Roklub. Aleksander Modest har blandet andet vundet U23 VM-sølv og U23 EM-guld i dobbeltsculler sammen med Hagemann. Hvordan styrken er i singlesculler vil World Cup III give et praj om.
Billede
Danmarks LW2x nåede ikke finalen i Final Olympic Qualification Regatta i Lucerne, men duoen fortsætter samarbejdet, og et nyt mål kunne være OL i 2024 i Paris. Foto World Rowing
Letvægtsdobbeltsculler, kvinder (LW2x): Marie Mørch, Bagsværd Roklub, og Mathilde Persson, Bagsværd Roklub, missede OL i Tokyo ved Final Olympic Qualification Regatta i Lucerne tidligere i maj måned, men Marie og Mathilde kan sagtens nå til OL i 2024, og et skridt på vejen til det er deltagelse i flere internationale regattaer for at få erfaring. Med det som udgangspunkt stiller danskerne til start i Italien. I LW2x er der anmeldt otte hold blandt dem Schweiz, som blev nummer to ved final Olympic Qualification Regatta, så der bliver rig mulighed for de to danskere til at måle sig med nogen af de allerbedste. Sidste: LW2x er afmeldt på grund af en skade.
Billede
Aleksander Modest er klar til at prøve lykken i letvægtssinglesculler ved World Cup III. Arkivfoto Mette Bacher
De olympiske både
Udgangspunktet for de tre olympiske både er forskelligt. Mens M1x, Sverri Nielsen og W2-, Udby Erichsen og Berg Rasmussen har udvist fin form og kan tage til World Cup III og OL med en god portion optimisme, ser det ud til, at den danske firer stadig leder efter fordums styrke og fart – den fart, der sikrede den danske båd en udtagelse til OL allerede i 2019. Ifølge kilder omkring det danske rolandshold arbejdes der hårdt på sagen, og World Cup III kan give et klart fingerpeg om, hvor den danske båd står her blot seks uge før OL. Faktuelt er det vel heller ikke nemt, når man flytter en af holdets stærkeste og faste roere over i en toer. Der er kun tilmeldt fem både i W4-, men alligevel får danskerne nok at se til. De skal blandt andet ro mod Holland, England og Polen. Tre nationer der alle roede fra den danske firer ved World Cup II i Luzern.
For Sverri bliver det til endnu en duel med Oliver Zeidler, Tyskland. Måske er tredje gang lykkens gang? World Cup III vil afgøre, hvem der kan tage til Tokyo med den såkaldte ”håneret”. Set med både danske og internationale øjne ville det være rart, om Sverri denne gang kunne trække det længste strå og således lægge op til en meget åben duel om OL medaljerne - men det har tyskerne nok en anden mening om.
Billede
Danmarks W2- Berg Rasmussen og Udby Erichsen skal i Italien følge oppå et flot løb ved Final Olympic Qualification Regatta i Lucerne. Arkivfoto Mette Bacher
Kvindernes toer W2- skal ved World Cup III bekræfte det flotte resultat, de opnåede ved final Olympic Qualification Regatta i Lucerne. W2- skal blandt andre møde Kroatien og Tjekkiet, som de gav ”bøllebank” i Lucerne - mon ikke der lagt op til endnu en flot dansk indsats?
Roinfo ønsker alle danske hold held og lykke og glæder sig til at følge de danske hold.
 
Følg World Cup III her på roinfo
Roinfo dækker World Cup III i Sabaudia tæt. Vi giver tidsplaner for dansk deltagelse, og vi opdaterer hurtigst muligt, når danske hold har roet – som vi har gjort det ved World Cup II, World Rowing Final Olympic Qualification Regatta og EM. Følg med her på roinfo fra den 4. til den 6. juni. Se allerede nu, hvem der er tilmeldt i de klasser, som Danmark stiller op i her.
lthygesen@youmail.dk

Viewing all articles
Browse latest Browse all 1030

Trending Articles