Tekst og foto: Mette Bacher
Normalt bør man altid indlede en artikel med de positive vendinger, og det gør vi også her - delvist.
For sikke et flot arrangement, Næstved Roklub atter bød ind med denne lørdag. Arrangementet fejler bestemt intet, det er høj klasse, og denne gang havde man flyttet lidt rundt på tingene, så præmieoverrækkelserne fandt sted up front. Det var godt tænkt.
Artiklen fortsætter nedenfor...
Er der noget, vi skal blive bedre til i dansk roning, så er det at tilgodese hinanden og påtænke, at man gør alt for at bestående aktiviteter bibeholdes, og at der bakkes op om det.
I årevis har Næstved Roklub afholdt Sjællandske Mesterskaber, og altid den sidste lørdag i november. Det er god timing, for det virker som om, sjællænderne viser al mulig hensyn overfor næste ergometerstævne, Slide-regattaen i Gladsaxe Sportshal 14 dage senere. Men i modsætning til Slide-Regattaen, som ofte tæller Danmarks bedste landsholdsroere, som deltagere, både for juniorer og seniorer, led årets Sjællandske Mesterskaber gevaldigt under, at der var planlagt træningssamling for unge kaproere andetsteds.
Det var både synd og kikset for arrangør og deltagere. Og det blev især bemærket i pigernes og drengenes junior A-klasser, hvor deltagelsen var ringe, og hvor flere stærke juniorer fra Københavnsområdet, der ellers var meldt til, nu havde meldt fra.
Man kan undre sig over at den ledelse, der står bag en sådan træningssamling slet ikke afstemmer det med en eksisterende event, hvor hovedparten af de roere, der bliver kaldt ind til samlingen kan deltage. Dette datosammenfald led stævnet gevaldigt under.
Og spørgsmålet er så, om andre regattaarrangører mon ville finde sig i det? Tænk om arrangørerne af Slide Regattaen, DM i ergometer i slutningen af januar, eller et tænkt eksempel: - Arrangøren af Copenhagen Regatta, til maj - og det på vandet, fik at vide, at der var arrangeret træningssamling andet steds, så roerne ikke kunne være med ved de nævnte regattaer...
Det ville næppe komme til at gå helt stille af, men i Næstved må de ihærdige medarbejdere, som banedommere, tidtagere, præmiefolk osv. - blot finde sig i, at sådan er det.
Nu er det sådan, at Sjællandske Mesterskaber i ergometerroning altid finder sted den sidste lørdag i november - og så bør det være sådan, at andre tager hensyn til det.
Vi har for få roere til, at ledere og arrangører af træningssamlinger kan opføre sig så nonchalant, at eksisterende arrangementer ignoreres.
Sådan gik det
Til gengæld var det opløftede at se unge roere fra klubber, der ikke til daglig har den store tilgang til kaproningsbanerne. Måske har de tidligere haft det - eller aldrig, fordi klubben er placeret således, at den direkte linje til ideelt outriggerfarvand simpelt hen ikke er der. Men nu er der sket noget i positiv forstand.
Hvor var det glædeligt at se unge mandlige deltagere fra Korsør Roklub, og fra NS Roklub i Nakskov, hvor vedkommende dog allerede har vist lovende takter på kaproningsbanerne i nogle år efterhånden, eller fra Dragør Roklub, hvor kendte Morten Juel Hansen, dygtig international banedommer, virkelig har fået gang i de unge med stor opbakning fra Brünnich-familien. Dragør-roerne markerede sig godt og grundigt og blev bemærket i hallen i Næstved denne lørdag. For ikke at tale om roerne fra Roklubben STEVNS, der myldrede rundt, og lidt færre, men også dygtige klasseroere fra Rødvig Roklub, der er bosiddende på samme havn, som Roklubben Stevns, også der fra markerede de sig flot. Disse tiltag skyldes ikke mindst et kæmpe arbejde i klubberne med at få motiveret de unge til at være med. Næste delmål er at få de dygtige unge mennesker til at blive hængende.
Roinfo kørte igennem tæt rimtåge tidlig formiddag for at besøge de Sjællandske Mesterskaber i Næstved, blev der i nogle timer, og var både imponeret og underholdt, inden turen gik ind mod hovedstaden igen. En ting er sikker: - De entusiastiske tilskuere manglede ikke. Og selvom der var færre deltagere med denne gang, så blev der vist meget flot og spændende roning over hele linjen. Roinfos udsendte greb under billedoptagelser og interviews mikrofonen og gik i gang med lidt speakning, nu man alligevel var kørt så langt, og det lod til, at stemningen blev peppet lidt op, det bilder deres udsendte sig i hvert fald ind.
Og da Roinfo forlod hallen, var stævnet slet ikke færdigt endnu, men i de timer, vi var tilstede, var der gang i den, flotte medaljer til vinderne, der desuden fik lidt lækkert guf med hjem - og for dem, der susede først i mål, var der osse sponsorpræmier.
Flere OL-roere var tilstede i hallen, så kendisfaktoren var der, så absolut. OL-guldvinder Morten Jørgensen tog en tørn med at overrække medaljer. OL-bronzevinder i W2-fra Rio anno 2016, Anne Dsane Andersen, var tilstede hele dagen, og det som både sekundant for sine klubkammerater fra KVIK,og deltager over sprint. Sarah Lauritzen, KVIK, en af dansk ronings største kvindelige profiler i historien, sekunderede flittigt, og det for sin klubkammerat og masterskollega: - Astrid Haastrup Jespersen, som tidligere med Sarah blandt andet, har vundet VM-sølv i 4X-, og tillige har en del Danmarksmesterskaber bag sig.
![Picture]()
Roforeningen KVIK var pænt repræsenteret over hele paletten ved Sjællandske Mesterskaber. Fv. Mark Van Herk, der indledte dagen med en heftig 6 kilometer i maskinen, Marianne Becker, i midten, mødte blandt andet til start i kvindernes mastersklasse, og Anne Dsane Andersen, th., OL-bronzevinder anno 2016, havde også en travl dag, både som sekundant, aktiv i sprint - og i holdkappen. Foto Mette Bacher
![Picture]()
Det blev til et herligt gensyn med guldfirerens Morten Jørgensen, der er Næstvedroer om en hals. OL-guldvinderen og dertil et hav af ædelt metal fra VM og OL gennem årene, delte medaljer ud i flere timer i salen. Her efter pigernes finale i klassen 2001 med vinder Marie Ramm i midten, Matilde Hjorth th., begge piger kommer fra Bagsværd Roklub, og tv. Astrid Bruun Fejfer, Lyngby Dameroklub. Foto Mette Bacher
Guld til far og søn
Men mesterskaberne blev indledt med noget af en maratonaffære, 6000 meter, som resultatmæssig set bød på lidt af en overraskelse, idet far og søn kunne drage hjem med hver en guldmedalje. Således deltog årets VM-bronzevinder i JM4X-, Jacob Lenzing i dagens første finale, som han vandt i sikker stil foran Hvidovre Roklubs Thomas Jensen, og KVIKs Nicholas Andersen. I det hele taget var denne finale spækket med kendisnavne fra juniorklasserne, der udover de tre nævnte, også bestod af Aksel Bay fra Bagsværd Roklub, klubkammeraten: Lasse Maigaard, og endnu en Bagsværd-roer: Magnus Quaade Oddershede. Men Lenzing styrede denne finale temmelig sikkert, og var 20:33.7 om de 6 kilometer.
Derefter blev det Thomas og Nicholas.
Tre modige herrer roede med i denne første finale, men i deres helt egen klasse, senior mænd, og her blev der budt på lidt af en gyser, da Asger Lenzing, Lyngby Roklub, og Emil Jensen “Uden klub”, tordnede samtidig over ved 1000 meter mærket i: 3:26.4. Roforeningen KVIKs coastalekspert: Mark van Herk indtog tredjepladsen. Men Emil Jensen hægtede sig godt på Asger Lenzing, og ved 2000 meter hed tiderne: 6:54.0 og 6:54.3 i Lenzings favør. Og så fik Lyngby roeren endelig lov til at suse videre uden påhæng, og far Lenzing tordnede sikkert i mål og vandt herreklassen i: 20:35.3. Så blev det Emil Jensen: 20:53.3 og Mark Van Herk bliver nummer 3: 23:23.2
Det var imponerende, at Asgers tid rakte til en fornem 2. plads i det samlede felt, og som sådan fulgte sin søn, VM-bronzevinder: Jacob til dørs. Også Emil Jensen i herrernes klasse susede ind og opnåede en samlet 4. plads i det stærke felt.
Bare 2 minutter for fuld hammer
![Picture]() Nicky Alex Olsen var ene unge mand i løbet for årgang 09 eller yngre. Tissø-roeren skulle ellers have holdt klubkaproning med Valdemar fra samme klub, men han meldte fra, og Nicky tog turen mutters alene. Det udløste naturligvis en flot guldmedalje og en pose godis til den stærke Tissø-roer. Foto Mette Bacher | ![Picture]() Første deltager over 2 minutter var Nicky Alex Olsen. Foto Mette Bacher |
I pigernes finale, junior E, for klassen 07-08, bemærkedes det, at Roklubben STEVNS besatte tre ergometre ud af seks deltageres. Imponerende!
Og det blev til dobbeltsejr, idet klubbens Anna Iversen klarede 459 meter hjem, mens Cecilia Tornehøj Kroll roede 447 meter. På tredjepladsen blev det Frida Elleberg Møller fra Bagsværd Roklub.
![Picture]() Emma Løren, Sorø Roklub, assisteres af Birgit Juul Hansen. Foto Mette Bacher | ![Picture]() En koncentreret Maye Sørensen, Køge Roklub er undervejs. Foto Mette Bacher |
![Picture]()
Klubformand i Roklubben Stevns,, Klaus Kroll, sekunderer: Anna Iversen. Foto Mette Bacher
![Picture]()
Frida Elleberg Møller, Bagværd Roklub, er med helt fremme i kampen om medaljerne hos de yngste piger. Foto Mette Bacher
![Picture]()
Kristina B. Nielsen, STEVNS, kæmper mod Sorø om at ro flest meter. Foto Mette Bacher
![Picture]()
Anna i midten, Cecilia til højre, og Frida til venstre. Foto Mette Bacher
I samme årgang, men hos drengene, var Rødvig Roklubs Michael Kjøng Jørgensen ene anmeldt, og han klarede 368 meter hjem over de 2 minutter. STEVNS-roerne viste det samme i aldersklassen 11-12 år, hvor der igen var tre piger til start ud af seks deltagere. Men her var Alma Biltoft Benediktson fra Bagsværd Roklub en hård nød at knække, og suveræn med hele 519 roede meter. Stevnspigerne: Malmgaard og Bache, havde en heftig fight, hvor de fulgtes ad og hvor forskellen i mål var blot to meter til Malmgaards fordel. På 4. pladsen Sofie Kristiansen, Stevns, så Sorøs Babette Post-Kallenbach og Rødvig Roklubs Amalie Kjøng Jørgensen
![Picture]()
Drenge junior E, i klassen 07-08 havde blot en deltager med. Michael Kjøng Jørgensen fra Rødvig Roklub. Her er starten ved at gå, og sekundant, Tommy Knudsen, i baggrunden, ser spændt og tilfreds ud. Det er heller ikke en Hr. Hvem-som-helst. Tommy er tidligere verdensmester i LM8+. Foto Mette Bacher
![Picture]()
Efter endt dåd, og pavestolt. Michael fra Rødvig med medalje og en pose guf fra Haribo, og så er det lige man spørger sig selv, om julen varer lige til påske - eller omvendt, jvnf. posens indhold: Happy Easter... Foto Mette Bacher
![Picture]()
Alma Biltoft Benediktson, Bagsværd Roklub, flankeres af: Ida Malmgaard & Isabella Bache, begge fra Roklubben STEVNS, der imponerede med en stor flok dygtige unge, der markerede sig både med mange deltagere i hver finale, og fine resultater. Foto Mette Bacher
Det så rigtigt fint ud med deltagelsen i drengenes klasse, hvor hele ni friske purke mødte til start. Og skønt at opleve roere fra klubber, vi ikke altid hører så meget om på juniorfronten - endnu. Men med den entusiasme, der blev lagt for dagen lørdag eftermiddag i Næstved, kan det ikke vare længe før vi ser de kommende stjerner markere sig på vandet osse.
![Picture]()
Roklubben STEVNS befinder sig på havnearealet i Rødvig. Det gør Rødvig Roklub også. De to klubber er placeret ganske få meter fra hinanden, Og kom ikke og sig´, at det ikke kører for begge. Således tog Rødvig Roklubs Kevin Joensen sig af sejren i klassen junior D, årgang 05+06 foran Jakob Iversen og August Riis Poulsen, begge fra Roklubben STEVNS. Foto Mette Bacher
En Fie look-alike
Silkeborg Roklub har fostret en del dygtige roere gennem tiderne. Eskild Ebbesen, en nærmere præsentation er næsten overflødig. Lars Christensen, Verdensmester i M2X i 1995, Lene Petersen, OL-deltager i W4X-, og Emil Espensen, VM-medaljetager og nuværende landsholdsroer i LM2X. Det er blot nogle af de mange dygtige landsholdsroere, der har været kendte i international roning, fra Silkeborg gennem tiderne. Og nu ser det ud til, at et nyt stortalent er godt på vej.
![Picture]()
Sofie Hæk er, med sin klubkammerat, Maja Klitgaard, et godt bud på en succesfuld fremtid for Silkeborg Roklub. Foto Mette Bacher
![Picture]()
Clara Hornnæss havde sin entusiastiske sekundant, Mads Boesen, som en rigtig god indpisker. Han hjælper sin gamle klub, Roklubben Furesø pt., fordi klubben i noget tid med lys og lygte har søgt efter en ungdomstræner, uden at det har givet noget resultat. Det kan man da ikke helt forstå, men så er det godt, at hjælpen er nær. Foto Mette Bacher
![Picture]()
Bagsværds Cathrine Duedahl-Olsen undervejs i den fire minutter lange finale. Foto Mette Bacher
Sofie vandt sikkert i klassen piger junior C, hvor hun på fire minutter roede 1102 meter hjem. At hun har givet sig fuldt ud vidner scenariet ved præmieoverrækkelsen om, hvor Sofie lige må sætte sig ned, og få styr på de lange stænger, der er syret godt til. Men derefter er hun klar til en lille snak.
- Jeg har roet i et år nu, og har både prøvet at ro 1X, 2X og 4X-, fortæller Sofie til Roinfo.dk.
![Picture]()
Cathrine Duedahl-Olsen, Bagsværd Roklub, tv., får bronze, Sofie fra Silkeborg vinder finalen og Clara Hornnæss, Furesø, vinder sølv. Foto Mette Bacher
- Er du egentlig klar over, at du minder om Fie Udby Erichsen en hel del af udseende, spørger roinfo.dk.
- Ja, for det er der flere, der har nævnt overfor mig, svarer Sofie Valentik Hæk. Højden er der, udseendet, måden at tale på, gestikulere på. Det er sørme en ung Fie Udby, vi ser her. - Hvor høj er du, spørger Deres udsendte, der med sine egne 183 cm, aldrig har været blandt de laveste i klassen, og godt kan fornemme, at det er en høj juniorpige, Silkeborg Roklub har med i Næstved. - Jeg er 185 cm, svarer Sofie og må sætte sig ned endnu engang, fordi det gør avs i benene.
Sofie havde en klubkammerat med, Maja Klitgaard, der også er en rigtig dygtig roer, om end Maja ikke denne gang kom på præmieskamlen. Ser man på Majas meritter har hun været ganske dygtig indenfor andre sportsgrene også, hvor hun eksempelvis har vundet en del medaljer i kajak, som noget yngre, ganske vist, men også svømningen har hørt med til de sportsgrene, Maja Klitgaard har været en del af - og det i øvrigt, som en del andre af vores dygtige juniorer.
| ![Picture]() - Hvad skal der ske til sommer, spørger roinfo.dk. - Jeg skal give demax gas i 2018, svarer Sofie Valentin Hæk, hvis far, Morten, selv er tidligere roer, fra Aalborg Roklub for år tilbage. Foto Mette Bacher |
![Picture]() To dygtige piger fra Silkeborg Roklub prægede billedet ved Sjællandske Mesterskaber. Her er det Maja Klitgaard, der dog ikke nåede til medaljeskamlen, men til gengæld har dyrket sport på et højt plan i flere år. Foto Mette Bacher | Det er ikke unormalt, at tidligere svømmere prøver rosporten og bliver hængende her. Men for Majas vedkommende kan det konkluderes, at vandsport, hvad enten det forgår i det eller på det, er et sandt hit.
Og det bliver måske nye tider, hvor de to piger fra Silkeborg kommer til at præge billedet fremover indenfor dameroning?
I forvejen var det rigtigt flot, at Silkeborg-roerne havde taget turen helt til Næstved for at være med ved Sjællandske Mesterskaber.
Det bliver Roklubben Furesøs Clara Hornnæss, der indtager 2. pladsen, mens 3. pladsen går til: Cathrine Duedahl-Olesen fra Bagsværd Roklub.
|
3-minutters-race
I pigernes junior C-klasse, årgang 04, hvor der skal ros 3 minutter, er det Sorø Roklubs Smilla Post-Kallenbach, der erobrer førstepladsen i overlegen stil. Denne gang uden hue, idet Smilla ellers ror med hue, når det foregår på vandet. Og den hue er hun glad for!.
Andenpladsen går til Rødvig Roklubs Frederikke Munch, og Astrid Kirstine Kofoed, Bagsværd Roklub, indtager 3. Pladsen.
| ![Picture]() En heftig finale er overstået. Smilla fra Sorø, tv., puster ud, og Rødvigs Frederikke må se i øjnene, at det blev til sølv. Det er da heller ikke så værst... Foto Mette Bacher |
![Picture]()
Vinder er smilende Smilla fra Sorø, i midten, forstås, Rødvig Roklubs Frederikk Munch vinder sølv, og Bagsværd Roklubs Astrid Kirstine Kofoed vinder bronze. Foto Mette Bacher
En heftig og velbesøgt finale er at se i drengenes junior C-klasse med hele ni deltagere. Herligt med fin deltagelse fra: Roklubben Viking, Køge Roklub, Næstved Roklub, hele tre deltagere fra Bagsværd Roklub, en fra Tissø Roklub og en fra Sorø Roklub.
![Picture]()
Gustav Tornvig, Sorø Roklub, bliver nummer syv. Foto Mette Bacher.
![Picture]()
Tissø Roklubs Nathaniel Christensen bliver nummer 6. Foto Mette Bacher
![Picture]()
Casper Girke, Bagsværd Roklub kommer lige udenfor medaljeplaceringen. Foto Mette Bacher
I 2016 var det Køges Kasper, der tog mesterskabet foran Aske Storm fra Roklubben Viking, der denne gang tager teten, men lægger så hårdt ud, at den begynder at bide. Da feltet runder de 3 minutter, har Køges Kasper Krejberg for alvor roet sig op, og to meters forskel skiller de to førende roere ad i det knivskarpe opgør. Men det bliver Storm, der stormer i mål, og vinder med blot 7 meter over Krejberg. Så bliver det Næstveds William Kjærgaard på tredjepladsen, hvor Bagsværds Casper Girke Kristensen er lige ved at tage over med en forrygende finish, som gjaldt det en verdensrekord. Kjærgaard bliver treer: 1152 meter, hvor Girke opnår: 1150. Så bliver det Bagsværd, Tissø, Sorø og Bagsværd.
![Picture]()
Fokuseret og klar. Foto Mette Bacher
![Picture]()
Der gås til stålet fra første tag. Foto Mette Bacher
![Picture]() Intensitet. Foto Mette Bacher | ![Picture]() Alt er lukke ude, klar til start. Foto Mette Bacher |
![Picture]()
Sidste års vinder, fra Køge Roklub, har fået noget at se til, og det ses tydeligt både hos roer og sekundant. Foto Mette Bacher
![Picture]()
Denne gang går guldet til Aske Storm fra Roklubben Viking. Foto Mette Bacher
Næste finale byder også på et sandt drama, hvor vi atter ser en heftig kamp om 3. pladsen. Ni friske drenge er til start, og her er det Alexander Aldrich, Bagsværd, der i ensom majestæt ror en sikker sejr hjem. Lyngby Roklubs Christian Blomberg bliver toer, og Mads Rubin, der egentlig synes sikker i opgøret med klubkammerat Elias Ellehammer, får pludselig noget at se til det sidste minut. Sølle en meter skiller de to fra en tur på præmieskamlen, idet Rubin lige akkurat får trukket sig ind i medaljeopgøret foran Ellehammer.
![Picture]()
Fv. Kjærgaard, Storm og Krejberg fra hhv. Næstved, Viking og Køge. Foto Mette Bacher
Det bemærkes, at Bagsværd Roklub har 5 drenge med i denne finale, og Tissø Roklub møder til start med 3 drenge i en finale, der har 12 deltagere til start. Også dejligt at se, at Kate Rasmussen atter møder frem med en deltager fra Helsingør Roklub, noget, som roinfo bemærkede i 2016.
Efter minutløbene stod den på finaler over den fulde distance: 2000 meter.
![Picture]()
Fv. Mads Rubin & Alexander Aldrich, begge fra Bagsværd Roklub, og sølvvinder fra Lyngby Roklub: Christian Blomberg. Foto Mette Bacher
Blot tre piger til start i aldersklassen 2001, men de møder naturligvis pigerne fra årgang 2002, og her møder otte roere til start. Det er ikke som ved regattaerne på vandet, hvor det hele samles i en klasse.
Marie Ramm, Bagsværd Roklub tager sig sikkert af sejren for årgang 01, hvor hun vinder med mere, end 20 sekunder. I årgang 02 er det Sorøs Nicoline Bluhme, der sætter sig på løbet indtil 1000 meter.
![Picture]()
Tissø Roklub er repræsenteret ved Katrine Jepsen. Foto Mette Bacher
![Picture]() Astrid Fejfer, Lyngby Dameroklub. Foto Mette Bacher | ![Picture]() Nicoline Bluhme går all in og lægger hårdt ud, og det kom til at koste på den sidste halvdel af distancen. Foto Mette Bacher |
Et hårdt udlæg koster - og det gør det osse her, hvor Emma Braad Olsen, BR, Caroline Munch, Roskilde og Furesøs Kristine Søndergaard Hansen kæmper indædt om de første 3 placeringer. Sejren går til Emma, og Kristine, der ellers lå på 2. Pladsen, må overgive sig til Caroline fra Roskilde, der bliver toer.
![Picture]()
Sejrsglæde, Emma Braad Olsen, Bagsværd Roklub. Foto Mette Bacher
![Picture]()
Kristine Søndergaard Hansen, Roklubben Furesø, Emma Braad Olsen, Bagsværd Roklub, og Caroline Munch, Roskilde Roklub. Foto Mette Bacher
Drenge junior B - årgang 2001.
Rasmus Lind, Sorø Roklub, sætter sig totalt på løbet, og ingen kommer i nærheden af soraneren denne eftermiddag. Sejr med mere, end ni sekunder over Victor Helmann Lauritsen, mens Dragør Roklub - se der er de sørme igen… - ved Victor Brünnich Rasmussen, bliver nummer tre og Bagsværds Niels Østergaard nummer fire.
![Picture]() Rasmus Lind, Sorø Roklub, viser, hvor skabet skal stå, i drengens heftige finale. Foto Mette Bacher. | ![Picture]() Victor Brünnich Rasmussen, Dragør Roklub, og i nær familie med Cecilie Brünnich fra Københavns Roklub, viste også flot roning. Herligt at se klasseroning af roere fra Dragør Roklub denne lørdag i Næstved. Foto Mette Bacher |
![Picture]()
I midten Rasmus Lind, th., Victor Hellmann Lauriten og tv. Victor Brünnich Rasmussen. Foto Mette Bacher
Fletterier i hallen
Roinfo har hvert eneste år bragt billeder af de flotte fletninger, som en del ropiger sætter, inden det går løs på vandet eller i maskinen. Således også i Næstved, hvor vi mødte de fire søde piger fra Bagsværd Roklub.
![Picture]()
Fv. Katrine, Astrid, Frida og Alma. Foto Mette Bacher
![Picture]()
To flettepiger, Astrid og Alma. Foto Mette Bacher
Lige så sikker er Malthe T. Christiansen fra Roklubben STEVNS klassen 2002, junior B. Og det glæder man sig over i klubben. - Du kom under 7 minutter, lyder det fra en stolt Stevns-far, hvilket er en fin præstation i sig selv, men Malthe nedtoner det overfor roinfo.
![Picture]() Johan Søvndahl Kok, Roforeningen KVIK får hjælp af ingen ringere, end OL-bronzevinder: Anne Dsane Andersen. Foto Mette Bacher | ![Picture]() Ansigtsudtrykket fortæller det hele: - Det er sgu sejt, det her! Oskar Dinesen Usmani, Roskilde Roklub. Foto Mette Bacher |
- Jeg er altså 1 sekund fra min personlige rekord, men er godt tilfreds alligevel, siger Malthe efter at have vundet over syv konkurrenter. Roinfo bemærker, at 2. pladsen indtages af en høj roer fra Roskilde Roklub, Simon Bruun Hubrechts, og det efternavn fortæller lidt af en historie, for Simons far, Peter, var en ganske dygtig scullerroer for år tilbage. Dengang for Bagsværd Roklub, hvor høje Peter Hubrechts havde nogle flotte år i sin ro-karriere - og så hørte man ikke mere til ham, før sønnike pludselig dukker frem.
- Jeg har ikke far med i dag, men min mor er her, fortæller Simon til roinfo.dk
Klubkammeraten: Oskar Dinesen Usmani indtager 3. pladsen.
![Picture]()
Malthe T. Christiansen, Roklubben STEVNS, kom under de 7 minutter, og den seje finale sad i stængerne i noget tid derefter. Foto Mette Bacher
![Picture]()
Tv. Oskar, i midten: Malthe, og th. Simon Hubrechts. Foto Mette Bacher
Tamme junior A-finaler
Det var trist at opleve, at junior A-finalerne hos både piger og drenge var særdeles tyndt besatte. Især når man ved, at Danmark har mange dygtige junior A-roere, der kunne have vist flaget denne lørdag eftermiddag ved Sjællandske Mesterskaber i Næstved.
Det kunne have været interessant at se DSRs piger, hhv. Cecilie Girke, deltager ved EM i 4X- og Louise Hyldager, bl.a. deltager ved Københavnskredsens Bymatch i Berlin for en måned siden, deltage her. Men de meldte fra, og dermed var vejen banet for fire andre roere.
Agnete Jersild, Bagsværd Roklub, lagde hårdt ud, og førte ved 500 meter mærket. Måske lagde hun FOR hårdt ud, for Jersild kunne ikke holde til, at Tissø Roklubs Mette Nissen lagde pres på hele vejen, og det endte da også med, at Nissen overtog finalen efter de første 500 meter. Der blev aldrig den helt store spænding i løbet. Mette vandt sikkert over Emilie Jersild. Roskildes Malli Segoli blev nummer tre, og Mette Nissens tvillingesøster, Janni, tog 4. pladsen.
![Picture]()
Fv. Malli, Mette og Agnete. Foto Mette Bacher
Vinderen var meget nøgtern efter sejren.
- Jeg ved jo godt, at det ville have været meget sværere at vinde finalen, hvis de to roere fra DSR havde været med, og det er også sådan, at jeg er ganske godt tilfreds, men jeg er ikke helt oppe at toppe endnu, så det bliver mere spændende at se til Danske Mesterskaber til januar, hvad der kommer til at ske, lyder det fra Tissø Roklubs Mette Nissen, der ellers fremstod, som værende i rigtig flot topform.
Heller ikke hos drengene var det spor bedre med deltagelsen, idet fire roere mødte til start. Det blev, ifølge resultatlisten, KVIKs Torbjørn Frankel, der vandt sikkert over NS-roeren, Jonas Kristensen, og Korsør Roklubs Marcel Nyvang, der roede en rigtig flot finale. Man må håbe, at vi får mere at se til ham på kaproningsbanerne til sommer, for potentialet er der helt bestemt. Det bliver også spændende at følge Jonas fra NS Roklub. Han har nu roet et par sæsoner. - Jeg håber på, at komme til at ro med en fra Odense, fortæller Jonas til roinfo.dk. Der er sikkert ingen tvivl om, at den tidligere Nakskov-roer, Johnny Rusbjerg, træner i Odense, holder lidt øje med, hvad der sker mht. Jonas og roningen i Nakskov.
![Picture]()
Herligt at se deltagere fra Korsør og NS Roklub, der bider skeer med roere fra klubber med en mere naturlig tilgang til kaproning. Fv. Marcel Nyvang, Korsør Roklub, der blot har trænet 2 uger i maskinroning frem mod lørdagens mesterskaber. Jeg har ellers roet kajak, fortalte Marcel, der har den rette støbning til en kaproerkarriere. I midten Roforeningen KVIKs Thorbjørn Frankel, og th. Jonas Kristensen, NS Roklub. Foto Mette Bacher
![Picture]()
Jonas havde sin far, Søren Kristensen, med i Næstved. Søren mødte til start i sprintklassen, nu han alligevel var med. To høje herrer, som har den helt rette støbning til roning i mændenes åbne klasse. Foto Mette Bacher
![Picture]()
Utrættelige hjælpere. Fredrik og Anne fik delt mange medaljer og poser med guf ud lørdag i Næstved. Foto Mette Bacher
Kvinder, masters
Alle ergometre besættes af en flok stærke kvinder i mastersklassen, men klasserne slås sammen, for der er nu ikke så mange med i de enkelte kategorier. DSR har flere deltagere med her, og det er hovedsageligt roere, der dagligt enten har coastal - eller langdistancekaproning på programmet, men også der ser det noget magert ud med konkurrencen sådan at forstå, at der ikke er så mange med, som ønskeligt. Det er derfor desværre blevet mere reglen end undtagelsen, at DSR ofte mangler konkurrence, og ror medaljer hjem uden kamp - i nogle af coastalklasserne.
| ![Picture]() Øverst tv. Kate Petersen, DSR, har for alvor fået et gennembrud indenfor kaproning i 2017, hvor hun med Julie Schou, udover coastal, som ellers er favoritdisciplinen, har trænet flittigt på Bagsværd Sø i 2X, det gav for Kate en plads i DSRs DM-4X- og et ægte Danmarksmesterskab. Th. endnu en Petersen, Ingrid, fra Sorø Roklub, der altid stiller op, osse selvom ikke mange møder frem, som konkurrenter. Tv. Marianne Becker, KVIK, der heller ikke fik modstand i sin klasse i Næstved. Hun sekunderes af Anne Dsane Andersen, som hun, med Dorte Lassen, har dannet en topbåd indenfor LD-roningen med. Foto Mette Bacher |
Denne lørdag er det Kate Petersen fra DSR, der vinder sikkert. Pigen, der kommer fra Solskinsøen Bornholm, hvor hun i flere år har været en sand stjerne i Rønne Roklub. Mutters alene har Kate ofte været ude at “hygge sig” med benhård træning på Østersøen. For et par år siden besluttede hun sig for at melde sig ind i DSR, og det har givet bonus. Udover at vinde medaljer i coastal, hvor hun i år har roet med Julie Schou, der osse er med i Næstved, var hun et varmt bud med elitekaproerne om Danmarksmesterskabet i kvindernes 4X-, som DSR vandt. Dermed fik Kate sin første DM-titel nogensinde, og i Næstved beviser hun denne lørdag, at hun er i særklasse og vinder finalen, og i en tid, der bliver dagens bedste blandt alle de kvindelige deltagere. Kates tid hedder: 7:19.0, og Astrid Haastrup Jespersen, KVIK, ror i: 7:30.7. I 2. afdeling vinder Kates romakker: Julie Schou, DSR, over sine klubkammerater: Cecilie Lützen Søltoft og Ragna Karen Sigurdardóttir.
![Picture]()
Julie Schou, i midten, Cecilie Lützen Sølftoft, th., og Ragna Sigurdardóttir, er bestemt ikke uvante med at score medaljer. På vandet er det nærmest en selvfølge, at de tre, i hver deres klasse indenfor coastal eller Langdistancekaproning, kommer på podiet ved sommerens regattaer. Foto Mette Bacher
![Picture]() - Honning, ej, hvor dejligt, lød det fra søde Ingrid Petersen fra Sorø Roklub. - Jeg skal nemlig sige dig, min mand har tømt honningglasset derhjemme, og jeg skulle netop have købt honning i dag, og nu fik jeg roet mig til det i stedet for. Det er jeg rigtig glad for, fortalte Birgit til roinfo.dk Foto Mette Bacher. | ![Picture]() Nabotræf i hallen. Kate Petersen, DSR, og Astrid Haastrup Jespersen, Roforeningen KVIK kunne drage hjem til hovedstaden med medaljer, honning og chokolade. Det er da ikke helt værst. Foto Mette Bacher |
For tre år siden begyndte Lisa Petersen at gå til roning, og den seje kvinde fra Næstved vinder i klassen 40-49 år over coastalroer: Tanja Igland, DSR, mens Mette Mandrup Kjær fra Ringsted Roklub bliver nummer tre, og Jeanette Emde Jensen fra Sorø nummer fire. Marianne Becker, Roforeningen KVIK, der har kastet sig over LD-roning i denne sæson, og det med bravour og mesterskab med Anne Dsane Andersen og Dorte Lassen, må se i øjnene, at ingen ønsker at møde hende denne lørdag i Næstved, hvorved hun må ro sit eget race, og vinde uden kamp. Det samme gælder Ingrid Petersen, Sorø Roklub, der møder til start i 70+ letvægt, som hun må ro igennem uden konkurrenter. Ingrid har også vundet et hav af mastersløb både til lands og til vands i en årrække efterhånden.
![Picture]()
Skønt at se masterskvinder fra Ringsted og Næstved. Tanja Igland, DSR, kender vi jo en hel del til i forvejen fra de mange ture til coastalregattaer, hun ses til højre. tv. er det Mette Mandrup Kjær fra Ringsted, og i midten, dagens vinder: Lisa Petersen. Foto Mette Bacher
![Picture]() Mange gjorde sikkert store øjne, da denne politikvinde blev spottet i hallen. Og nej, hun er ikke i gang med en anholdelse af en ung pode. Tværtimod har Næstved Roklubs Anne Ørsted travlt med at dele medaljer ud. - Jeg har været i praktik hos politiet. Det er derfor, jeg har denne t-shirt på, lød det fra Anne. Foto Mette Bacher | ![Picture]() ... der også fik tid til selv at ro med og komme på podiet ved lørdagens Sjællandske Mesterskaber. Foto Mette Bacher |
Dragør igen igen
Masters - og det åbne løb hos mændene er også slået sammen. I letvægt er der en sand nabofight i gang, idet Roforeningen KVIK, Strandvænget 53, v. Kelvin Yeung møder Danske Studenter Roklubs Christoffer Hansen fra Adressen: Strandvænget 55. Det er kvikkeren, der lægger sig i klar føring, men DSR får roet sig op til sidst, og forskellen i mål er blot 2 sekunder - i KVIKs favør. I mændenes åbne klasse, ses også en herlig dyst, men det er Dragør Roklubs Mark Raun, der hele vejen igennem tager teten. Næstveds Frederik Wendel Hansen er lige ved at få hentet Raun ved 1500 meter, men det lykkes for Mark Raun at holde Wendel bag sig på de sidste 500 meter. DSRs genvalgte kaproningschef, storklubben havde generalforsamling aftenen før SM i Næstved, Martin Schjerning, bliver nummer tre.
![Picture]()
Schjerning, Raun og Wendel efter den heftige dyst i mændenes åbne klasse. Foto Mette Bacher
Dagens hurtigste mænd
Taler vi mastersroning på vandet, er der ingen tvivl. Her er det Christian Mølvig, Sorø Roklub, der styrer løjerne. Det gjorde han også i Næstved, i klassen 30-39 år, hvor Jan Olsen, Rødvig Roklub med imponerende styrke får roet sig op og forbi Mølvig ved 1000 meter, men Soraneren svarer godt igen, og afviser angrebet. Ved 1500 meter er forskellen 3 sekunder, men så angriber Jan Olsen igen. Hele salen koger i dette sande drama, hvor Mølvig tordner først i mål, nøjagtig to sekunder foran Olsen. Næstved Roklubs Andreas Nielsen bliver en sikker treer.
![Picture]()
Christian Mølvig, Sorø Roklub, er altid garant for toproning, og han har efterhånden så mange medaljer indenfor mastersroningen, at kommodeskufferne må være så proppede, at de næppe kan lukkes. Th. Jan Olsen, Rødvig Roklub, der stod for dagens mest seje spurt. - Jamen jeg skulle jo lige i gang, og så måtte jeg gå med til sidst, lød det fra Olsen, der kommer fra Rødvig Roklub. Tv. Andreas Nielsen, Næstved Roklub. Foto Mette Bacher
Dagens hurtigstetid I klassen 50-59 år er Thomas Jensen, der er tilmeldt under: - Hjemme fra kælderen, helt suveræn og vinder med mere, end et halvt minut over Vikings René Hansen, mens Lars Wallin fra Roklubben Furesø bliver nummer tre.
Thomas Jensen er, med sit resultat: 6:18.0, dagens hurtigste herre, og tiden rækker til, at han måske bør overveje at møde til start i mændenes åbne klasse ved DM i maskinroning, der afholdes i Gladsaxe Sportshal i slutningen af januar.
I klassen 60+ er der heldigvis tre roere til start, og denne kategori tager Sorøs Bjarne Hjorth sig af i : 7:16.7, derefter er det Maribo Roklubs John Winther og Roskilde Roklubs Mogens Kleis. Bent Bøgh Pedersen har taget turen fra Middelfart til Næstved, også selvom han er ene anmeldt i sin klasse. Respekt!
Bent er 7:14.9 om at ro sin finale. Hans Nøhr, Lyngby Roklub, er ligeledes ene anmeldt, og det er i 70+, letvægt. 7:37.7
| ![Picture]() I klassen 40-49 år er Morten Thorving, Næstved Roklub, billedet tv., ene anmeldt. Det samme gælder for Roklubben Vikings Uffe Dyhr, og begge gennemfører løbet let og ubesværet. Foto Mette Bacher |
Resten af eftermiddagen bydes der på holdstafet og sprintløb.
I stafetten vinder Silkeborg/Bagsværd v. Sofie Valentin Hæk, Casper Girke Christensen, Jeroen Grimmelikhuijzen og Villads Jørgensen over Næstved og Sorø. Der er ti hold til start her.
![Picture]()
Sikke et mylder. De unge deltagere er klar til en spændende omgang holdkap. Foto Mette Bacher
![Picture]()
Rodommer, Thomas Sandager, informerer om, hvad der skal ske, og må gang på gang opfordre til ro - ikke at ro - men ro, så roerne lige kan høre, hvordan holdkappen skal forløbe. Foto Mette Bacher
Dagen rundes af med sprint
I drengenes sprint tager Bagsværd Roklub sig af den første fem pladser, hvor Mads Rubin vinder over Casper Girke Christensen, Alexander Aldrich og Elias Ellehammer.
Hos pigerne er det Sofie Valentin Hæk (igen), der får en medalje hjem. Hun vinder over Clara Hornnæss, Roklubben Furesø og Rødvig Roklubs Frederikke Munch. 11 piger er til start her.
Roinfo bemærkede at:
Det vrimlede med deltagere fra Roklubben STEVNS
![Picture]()
Klaus Kroll, Formand for Roklubben STEVNS informerer de unge om, hvad der skal ske. De unge, klædt i opsigtsvækkende rødt, prægede billedet i salen i Ringsted. Foto Mette Bacher
I klassen: 14-16 år vinder Roklubben Stevns v. Malthe T. Christiansen over Patrick Klestrup, Rødvig Roklub, og Roskildes Victor Hellmnn Lauritsen bliver nummer tre.
Hos pigerne er det herligt at se Lyngby Dameroklub være med her. Astrid Bruun Fejfer vinder over Emma Braad Olesen, Bagsværd, mens Roklubben Furesøs Kristine Søndergaard Hansen bliver nummer tre.
... Og at Køge Roklub også havde gode deltagere med, vi så desuden, at Rødvig Roklubs deltagere for alvor fik markeret sig i maskinroning efter et imponerende arbejde af den tidligere verdensmester i LM8+, Tommy Knudsen, og at Tissø Roklubs Lis Bay, atter mødte frem med flere unge talentfulde roere, der også prægede billedet på medaljeskamlen. Samme Lis har netop fejret 50 års jubilæum med gemalen Knud, i Tissø Roklub. Imponerende!
- Jubiiie, jeg skal til Tyskland til sommer og ro kaproning, fortæller lille glade Anker Lerdorff fra Køge Roklub til roinfo. dk. Det er Anker i den orange bluse, th. i billedet. - Okay, er det så regattaen i Hamburg eller i Lübeck, du skal med til, spørger roinfo. - Det ved jeg ikke, men det er i hvert fald i Tyskland, og jeg glæder mig helt vildt, svarer Anker. Sådan!
Tv. er det Maya Sørensen, der blev nummer fire, og i midten er det Køge Roklubs Kasper Krejberg, der vandt sølv.
| ![Picture]() Maya, Kasper og Anker fra Køge Roklub. Foto Mette Bacher |
Hos drengene i klassen 16-18 år, sprint er blot tre med: Matias Lang Sørensen, der vinder over Torbjørn Frankel, KVIK, og Korsør Roklubs Marcel Nyvang.
Hos pigerne i samme klasse bliver det til et herligt gensyn med Næstveds egen Anna Frimann, der vinder over Agnete Jersild, Bagsværd og Roskildes Malli Segoli.
Og i sprint er mændene ved Emil Jensen, uden klub, hurtigst foran Rødvigs Jan Olsen og DSRs Martin Schjerning. Syv herrer er til start her, hvor det bemærkes, at der også er en roer med fra N.S. Roklub, Søren Kristensen, og den tidligere verdensmester i LM8+, Tommy Knudsen deltager her, hvor der er syv til start.
OL-bronzevinder, Anne Dsane Andersen er hurtigst i kvindernes klasse over 200 meter, og 2. pladsen indtages af Kate Petersen, DSR, mens Astrid Haastrup Jespersen, KVIK bliver nummer tre. Syv kvinder er til start her.
Syv er også betegnelsen for deltagerantallet i dagens sidste finale: 4-sprint, hvor Sorø Roklubs Bjarne Hjorth, Christian Mølvig, Ingrid Petersen og Jeanette Emde Jensen suser først i mål med 4½ sekunds forspring til KVIK, og Københavns Roklubs drenge, der ellers ikke har været helt oppe at toppe under den øvrige del af regattaen i Næstved, bliver nummer tre.
Trip trap træsko trap trip
- Dragør Roklub imponerede
![Picture]() Morten Juel Hansen med Victor og Frederik. Foto Mette Bacher | ![Picture]() Frederik og Victor med Mark Raun. Foto Mette Bacher |
I fjor bemærkede roinfo.dk, at Dragør Roklub pludselig er dukket op med unge kaproere... Således deltog Frederik i de yngstes klasser og gjorde det fremragende. Takket være farmand, Morten Juel Hansen, der er tidligere kaproer, og kendt og skattet international rodommer, er der sket noget i positiv retning for Dragør Roklub, der mest har holdt sig til inriggerroning. Denne gang deltog roklubben i flere løb, og det med stor succes. Det blev til bronze til Victor Brünnich Rasmussen, og Mark Raun, th. vandt finalen i mændenes åbne klasse. Osse Frederik mødte til start og fik en fornem 7. plads i sin meget velbesøgte klasse. Sikke en succeshistorie for den lille roklub i smukke Dragør.
En flot ergometerregatta er overstået, og der er, som altid her fra, stor ros til Næstved Roklub og de frivillige hjælpere med dommere og tidtagere for at tage en stor tørn med arrangementet år efter år. Nu mangler blot, at mange, mange flere deltagere melder sig til, og at kaproningsledere rundt om i landet sikrer, at der ikke fremover er datosammenfald, så træningssamlinger i fremtiden bør finde sted på et andet tidspunkt, end på den faste lørdag, den sidste i november måned, som år efter år er helliget Sjællandske Mesterskaber.
Næste ergometerarrangement er Slide Regattaen, som finder sted i Gladsaxe Sportshal den 9. December.
Du kan se alle resultaterne fra Sjællandske Mesterskaber her:
https://tilmeld.roning.dk/?regatta=sm2017&show=resultater