Port of Copenhagen
Følelsernes regatta
Inriggere på vej i mål ved Port of Copenhagen. Foto Leif Thygesen
Af Leif Thygesen
Det blev en dag, hvor følelserne sad uden på rotrikoterne, og hvor man kunne opleve det hele: Nervøsiteten, den jublende begejstring, skuffelsen, ærgrelsen, den stille glæde, irritationen og mange andre menneskelige følelser – ja, selv kærligheden udfoldede sig i fuldt flor i Sydhavnen denne lørdag, hvor langdistancekaproerne afgjorde deres mesterskaber. Intet over, intet under, så lad os tage kærligheden og romantikken først.
Martin Poulsen, Præstø Roklub friede umiddelbart efter passage af målstregen til sin kæreste Jeanette. Det blev et JA og så kunne champagnepropperne springe. Foto Leif Thygesen
Præstø Roklub har netop passeret målstregen i 25-kilometer åben mix. Mai-Britt Bille, Poul Bramsen og holdkaptajn Martin Poulsen har ikke vundet medalje, men der er jo andet her i livet end at vinde medaljer. På broen i målområdet står Martins kæreste Jeanette. Præstø lægger til, og Martin springer op på broen. En buket blomster trylles frem fra inriggerens bagagerum, og så er Martin på knæ og frier til sin elskede Jeanette. Det bliver til et fuldtonet JA fra Jeanette - og så er det frem med champagnen, der var tænkt på alt. Jo, det bliver en regatta som hverken Martin eller Jeanette nogensinde vil glemme. Roinfo.dk siger stort tillykke og tak fordi, at I delte nyheden med os andre - Og med kærligheden på plads kan vi vende os mod roningen og alle de andre følelser, der ramte roerne denne solbeskinnede lørdag i Københavns Sydhavn.
Kalundborg vandt herrernes DM
Det blev som ventet en herredyst af rang mellem Kalundborg: Christensen Bang, Hansen og Modin og DSR ”M1”: Møller Andersen, Geertsen og Søby Pedersen. Kalundborg leverede for anden regatta i træk varen og kunne dermed indtage den midterste plads på sejrspodiet.
I kvindeklassen kan Signaturen ikke dy sig for at sige: Hvad sagde jeg! KVIK: Lassen, Jakobsen og Jacobsen strøg helt til tops og sørgede for, at Roforeningen KVIK igen kunne hjemføre en guldmedalje ved en langdistancekaproning. Danmarksmesterskabet var afgjort, det gik til DSR ”W10”: Nors Tardrup, Kromann-Andersen og Bruun Nielsen. Men i finalen måtte de danske mestre ”nøjes” med sølv.
Klassementet i de to mix-klasser blev vundet af Viking: Hansen, Sværke og Zangenberg. I 10-kilometer åben mix lykkedes det Københavns Roklub: Andersen, Schmidt, Bech Mikkelsen, Hvedstrup Jensen og Erikstrup med en sejr lige nøjagtigt at presse sig foran Hellerup i kampen om sølvet i klassementet.
Roklubben Viking: Jørgen Zangenberg, Rene Hansen og Reinhard Sværke vandt klassementet i både 10- og 25-kilometer mix. Foto Leif Thygesen
I 25-kilometer åben mix havde Aarhus/Rønne/DSR med de tre bornholmere Thorsen, Vest Hansen og Olsen, marginalerne på deres side og kunne hjemføre sølvet i klassementet foran den arrangerende klub Københavns Roklub ”KR2”: Kristensen, Simonsen og Minuva.
Men ellers blev det en god dag for Københavns Roklub, der kunne hjemføre i alt fem medaljer i inrigger-klasserne mod DSRs tre. Det er ikke hver dag, der er en klub, der hjemfører flere medaljer end DSR, når der roes langdistancekaproning. I retfærdighedens navn skal det nævnes, at DSR hjemførte både guld og sølv i ”Coastal-afdelingen” – hvor tre DSR-både deltog i 10-kilometer åben mix 1. division uden for konkurrencen - og tælles de med, vinder også DSR fem medaljer.
Startbøjen tog sig en lille æresrunde og måtte i hast bringes tilbage på plads. Foto Leif Thygesen
Dommerne havde en travl dag
Organisatorisk fungerede tingene, som de skulle. Vejret var flot, og det var der mange københavnere, der benyttede sig af til en sejltur. Så der var virkelig tæt trafik i havnen, og flere både måtte ro spidsrod mellem alskens flydende fartøjer, og det har uden tvivl kostet sekunder på bundlinjen. Samtidigt genererede de mange fartøjer dønninger fra alle sider, og med ”rekylet” fra bolværket blev det, som Torben Vest Hansen, Rønne Roklub, så poetisk udtrykte det: Noget skrammel at ro på! Men det var de betingelser, som alle måtte indordne sig under.
Startbøjen tog på en lille udflugt i begyndelsen af regattaen, men kom hurtigt på plads. Det blev til en protest i den anledning, da DSRs Coastal 1 kom et minut for sent til start og forklarede sig med den manglende startbøje. Protesten blev afvist af dommerne, da man kaldte bådene frem til startlinjen som sædvanligt.
Det blev til endnu en protest fra DSR. DSRs træner, Bøg Mosegaard, protesterede over, at Viking og Hellerup i 10-kilometer åben mix 1. division ikke brugte den anbefalede rute under Bryggebroen. Dommerne afviste også denne protest med henvisning til, at der ikke var tale om en tvangsrute, men en anbefaling, og at passagen under et ikke-anbefalet brofag ingen betydning havde for slutresultatet. Så jo, dramatik var der også ved finalestævnet i København.
Kalundborg: Bjarke Christensen Bang, Alexander Hansen og Lars Modin hjemførte det danske mesterskab. Der bliver trykket til, når de store drenge ror. Foto Leif Thygesen
DSR-roerne var naturligt nok skuffede efter det forholdsvis klare nederlag på over to minutter til Kalundborg. Men skuffelsen var også blandet med en del selvransagelse. Endnu engang var det den legendariske båd ”Hu”, bygget af bådebygger Jørgen Andersen, der fik en hovedrolle. ”Hu” har ud over et konventionelt ror også et specielbygget smallere ror, der formodentlig sparer nogle sekunder – hvorfor skulle man ellers vælge det? Det lidt hurtigere ror har dog den ulempe, at det kan ”fange” søgræs og tang i modsætning til et konventionelt ror. Nicolai & Co. afprøvede dette ror fredag og besluttede at benytte det i konkurrence. Det gik også fint i havnen, hvor uofficielle tidsmålinger viser, at DSR hentede cirka 20 sekunder på Kalundborg. Men i Øresund fangede roret søgræs, så DSR to gange måtte lægge sig ud på agterdækket og fjerne ”bremseklodsen”, og det kostede. Allerede ved vendemærket ud for Kastrup Havn var Kalundborg i spidsen, og her holdt de sig resten af vejen.
DSR "M1": Niels Geertsen, Nicolai Møller Andersen og Jacob Søby Pedersen. Foto Leif Thygesen
Som ventet kunne Hellerup: Gammeltoft, Traberg og Weise ro en stensikker bronzemedalje hjem, og dermed sluttede de tre medaljetagere ved Port of Copenhagen i samme rækkefølge som i klassementet. Hellerup har været et stabilt hold, der har roet sig ind i medaljerækken i alle de fire regattaer, som de har deltaget i.
Bronzevinderne både i Port of Copenhagen og i klassementet Hellerup: Thomas Weise, Peter Gammeltoft og Rolf Traberg. Foto Leif Thygesen
Humlebæk: Probst, Olsen og Tramm bliver nummer fire – en placering de også opnår i det samlede resultat. Nordsjællænderne var egentlig hjemmehørende i 25-kilometer åben mix klassen, men besluttede at stille op i mændenes klasse, for at få større bredde i eliteklassen. Og den mission lykkedes. Humlebæk har været en kærkommen fornyelse hos mændene og har imponerende nok scoret to bronzemedaljer undervejs.
Humlebæk Roklub Jens Jørgen Tramm, Christian Probst og Per Olsen har gjort det godt i mændenes eliteklasse. Foto Leif Thygesen
I det interne opgør mellem de to DSR hold ”Totterne”: Pierrel Mikkelsen, Stentoft og Ralfkiær og ”M2” Christensen, Schmidt Hansen og Kjærgaard Jensen har ”M2” ved de fire foregående regattaer været bedre placeret end ”Totterne”. Men med bomstærke Ulrik Ralfkiær som indpisker lykkedes det denne gang ”Totterne” at henvise klubkammeraterne til en lavere placering på resultatlisten. ”Totterne” slutter som nummer fem, mens ”M2” bliver nummer seks. I den samlede stilling er rækkefølgen dog omvendt.
DSR "Totterne" Jan Pierrel Mikkelsen, Ulrik Ralfkiær og Lasse Stentoft, slutte sæsonen med en femteplads i København. Foto Leif Thygesen
Utrættelige Jesper Hansen, Roforeningen KVIK – der også deltog på 10-kilometerdistancen - og klubkammeraterne Ernestas Povilenas og Frederik Østerberg gjorde det udmærket på Øresund, roerfaringen hos Ernestas taget i betragtning. Her er måske et kommende KVIK-hold til mændenes klasse i 2016? Jesper & Co. fuldendte denne gang mændenes klasse på syvendepladsen.
Roforeningen KVIKs kvindehold Dorte Lassen, Ulla Jacobsen og Lea Jakobsen er netop startet til det, der skulle vise sig at blive et "guldløb". Foto Leif Thygesen
Senior Kvinder. Guld til KVIK
”Signaturen vil ikke undre sig, hvis KVIK får hængt ”Port of Copenhagen-guld” om halsen, lørdag den 22. august 2015”, skrev roinfo.dk i sin optaktsartikel. Og det var lige nøjagtigt, hvad der skete. Lea Jakobsen, Ulla Jacobsen og Dorte Lassen roede et flot løb og vandt en forholdsvis klar sejr 32 sekunder foran DSR ”W10”: Nors Tardrup, Kromann-Andersen og Bruun Nielsen. Førstepladsen i Port of Copenhagen cementerede KVIKs bronzemedalje i klassementet. Man kan kun håbe, at KVIK igen i 2016 er klar i kvindernes klasse med et eller flere hold. Der er intet som en nabofejde - og selvom KVIK og DSR har det fint som naboer, skal man ikke tage fejl af, at den man nødigst vil tabe til er netop naboen. Sikke nogle opgør, der måske venter i 2016.
DSR "W1" Tanja Nors Tardrup, Emilie Kromann-Andersen og Marie Bruun Nielsen fejrede det danske mesterskab med at danse vandballet. Det klarede studenterpigerne også godt. Foto Leif Thygesen
DSR-pigerne var dog sikre på det danske mesterskab, hvis man blot kunne gennemføre, så det er egentlig imponerende, at man formår at holde dampen oppe hele vejen igennem, så man kan slutte standsmæssigt af med en sølvmedalje.
Og så presses DSRs danske mestre i øvrigt nedefra af nummer tre Københavns Roklub ”Smilet”: Kjærulf Andersen, Klein og Skousen. ”Smilet” har hele vejen igennem levet op til sit navn og belønnes med den samlede sølvmedalje. Det var der nok ikke mange, der havde regnet med før sæsonstart – så roinfo.dk tager hatten af for den flotte præstation.
DSR "Havfruerne" Cecilie Albrechtsen, Cecilie Lützen Søltoft og Jannie Fuglsang har kæmpet flot i hele 2015-sæsonen. Foto Leif Thygesen
DSR ”Havfruerne”: Fuglsang, Albrechtsen og Lützen Søltoft er på fjerdepladsen kun 12 sekunder efter ”Smilet”. Også her er der grund til at bøje sig i respekt. De tre studenterpiger er ikke verdens største muskelbundter, men flytter alligevel båden i et pænt tempo, og det førte til bronze i Sønderborg og Præstø.
Københavns Roklub ”Gondolen”: Krarup, Holck og Martensen slutter som nummer fem - både i Port of Copenhagen og i klassementet. Vi har haft svært ved at undvære Anne Sevelsted, der har født, siger Marie Krarup til Roinfo.dk, og det er nok den væsentligste forklaring på vores lidt skuffende sæson.
Humlebæk Roklub "Lady Bees" Anni Renner Mortensen, Pia Rasmussen og Jette Tramm. Foto Leif Thygesen
Humlebæk ”Lady Bees”: Tramm, Rasmussen og Renner Mortensen slutter som nummer seks. ”Lady Bees” er startet ved alle fem regattaer, og har på den måde været en rollemodel for andre. Man kan godt stille op, selvom man godt ved, at der ikke venter medaljer og hæder i den anden ende. På den måde har Jette, Pia, Anni og Susanne vist vejen, og man må håbe, at andre vil indse, at man sagtens kan deltage, også selvom man ikke vinder medaljer. ”Lady Bees” har kæmpet for en middag – det var noget med nogle sekunder efter medaljevinderne i over all. Signaturen ved ikke om det er lykkedes. Men roinfo.dk skal give formand for Humlebæk Roklub, Christian Probst en opfordring: Tag og giv dit hold en middag – de fortjener det! De har taget ”pryglene” med oprejst pande og et stort smil – og det kan andre godt lære af.
Aarhus/Rønne/DSR havde i København ren bornholmsk besætning: Geert Olsen, Preben Thorsen og Torben Vesth Hansen. Foto Leif Thygesen
25-kilometer åben mix. Bornholmerne vinder sølv
Viking vinder klassementet med maksimumpoint – Og det er der ingen andre, der kan prale af i år. I København blev sejren på 4.46 minutter, og det er en suveræn sejr, som sætter tingene i relief. Jørgen Zangenberg, Reinhard Sværke og Rene Hansen har sat sig godt og grundigt tilrette på tronen i 25-kilometer åben mix. Man skal stå tidligt op, hvis man vil bide skeer med de tre Vikinger, så har du planer om at udfordre Viking i 2016, så kan du godt starte træningen nu, for Viking holder ikke pause – her træner man igennem.
Der var lagt op til et spændende opgør om sølvet mellem Københavns Roklub ”KR2”: Kristensen, Simonsen og Minuva og Aarhus/Rønne/DSR: Thorsen, Vesth Hansen og Olsen. Preben Thorsen og Torben Vesth Hansen var ikke meget for at tale om duellen inden løbet – ”Sølv til os, ja, det er noget du skriver”, svarede Torben på roinfo.dk´s spørgsmål om forventningerne til dagen resultat. Men man lod årerne tale, og så blev det nøjagtigt som forudset af roinfo.dk: KR 2 og Aarhus/Rønne/DSR sluttede på samme pointtal og med samme antal anden og tredjepladser, så man måtte finde vinderen i reglen om bedst placerede i finaleløbet.
Københavns Roklub "KR2" Jim Kristensen, Flemming Simonsen og Hasse Minuva tabte med mindst mulig margin sølvet til Aarhus/Rønne/DSR i klassementet. Alligevel var humøret højt ved medaljeoverrækkelsen. Når medaljepigerne ikke vil give et kindkys, må man jo klare det selv. Foto Leif Thygesen
Der var bronze til ”KR2” både i Port of Copenhagen og i klassementet, men det var som skrevet ovenstående på den yderste decimal, man tabte sølvet. Og så var der i øvrigt kun 37 sekunder mellem de to både, og det er faktisk den mindste afstand mellem to både i hele klassen, hvor afstanden ellers tælles i minutter.
Roklubben Skjolds tre frisk gutter: Anders Christian Larsen, Jacob Krusell og Poul Jensen slutter som nummer fire både i finaleløbet og i den samlede stilling. De tre københavnere kan se tilbage på en god sæson, hvor det blandt andet blev til bronze i Kolding.
Vikings tyske venskabsklub RC. Saffonia havde kombineret med RC Tegel – begge klubber er fra Berlin. Tyskerne havde en god dag i København, hvor man gik frisk til sagen og belønnes med en femteplads.
KVIK IV: Lyne, Kjaer og Kofoed sørgede for, at Kviks hvide stander med malteserkorset var repræsenteret og roede sig til en sjetteplads.
Som nævnt i indledningen benyttede Præstø Roklubs Martin Poulsen lejligheden til at fri til sin kæreste Jeanette, så skal vi ikke gætte på, at Præstø: Mai-Britt Bille, Poul Bramsen og Martin Poulsen, der slutter som nummer syv, har haft en god dag – også selvom man kommer hjem fra København uden medaljer.
DSR Coastal 1: Annetta Cecilia Eidesgaard, Anna Munck Laybourn, Helle Tibian, Malene Nielsen og Thora Gudrunardottir tillod sig den luksus at komme cirka et minut for sent til start, men var alligevel hurtigste coastalbåd. Foto Leif Thygesen
10-kilometer åben mix 1. division
Når man ser ned over resultatlisten for 10-kilomter åben mix 1. division, skal man holde tungen lige i munden. Der deltog tre coastalbåde – alle fra DSR. De ror med uden for konkurrencen, men kan godt vinde medaljer alligevel. Så der var guld til DSR Coastal 1: Eidesgaard, Layborn, Tibian, Nielsen og Gudrunardottir – og det på trods af, at man kom cirka et minut for sent til start. Men det var ved at koste, for der er kun to sekunder ned til DSR Coastal 3: Schou, Petersen, Hartsteen, Schjerning og Scheufens, der dermed fik en sølvmedalje. Den sidste coastalbåd DSR Coastal 2: Vosmaer, Maisonnier, Sigurdardóttir, Igland og Kofoed sluttede som nummer syv.
Københavns Roklub "Havnens Helte": Mikkel Schmidt, Andreas Bech Mikkelsen, Lars Hvedstrup Jensen, Kenny Andersen og Pia Erikstrup vandt 10-kilometer åben mix 1. division ved Port of Copenhagen. Foto Leif Thygesen.
Og så kommer den svære øvelse, for nu ser vi på inriggernes placering, som er uafhængige af Coastalbådenes placering.
Københavns Roklub ”Havnens Helte”: Kenny Andersen, Mikkel Schmidt, Andreas Bech Mikkelsen, Lars Hvedstrup Jensen og cox Pia Erikstrup havde gemt årets bedste løb til hjemmebanen i København. Det var som samtidigheden og flowet i båden denne gang var bedre, og det udløste en førsteplads seks sekunder foran Viking: Hansen, Zangenberg og Sværke, men det blev en vital sejr for Kenny & Co.
Hellerup Roklub Arne Månsson, Morten Have og Lise Teisel blev skubbet ned på tredjepladsen i klassementet i 10-kilometer åben mix 1. division, da "Havnens Helte" vandt og Viking blev nummer to. Foto Leif Thygesen
Som roinfo.dk skrev i optaktsartiklen, havde ”Havnen Helte” brug for ”Schutzengel Hilfe” for at vinde en medalje. Og den fik de så fra Viking, der besejrede Hellerup: Månsson, Have og Teisel, samtidigt med at "Havnens Helte roede fra både Viking og Hellerup. ”Havnens Helte” sagde tak for hjælpen og skubbede Hellerup ned fra anden- til tredjepladsen i klassementet.
Hellerup placerer sig som nummer tre, og da DSR ”ÅM10”: Elgaard Larsen, Støyberg, Hansen, Jørgensen og Broberg Rasmussen, der også var en del af medaljeracet, samtidigt blev ramt af en skade undervejs og sluttede på ottendepladsen, var vejen banet for sølv til den arrangerende klub.
Men det er igen de små marginaler, der afgør medaljefordelingen. Dommerne og pointtælleren måtte have regnemaskine og lup frem, før man kunne udpege Kenny & Co. til sølvvindere i klassementet – en sølvmedalje, man vinder i kraft af førstepladsen i ”Port of Copenhagen”.
Middelfart: Jørgensen, Kloppenborg-Skrumsager, Jensen og Hansen slutter som nummer fire, men også her var der kamp om pladserne. Fynboerne er kun 20 sekunder efter Hellerup.
Roklubben SAS: Erik Nielsen, Frede Madsen og Kristian Bøckhaus klar til at give den maks gas på hjemmebanen i Sydhavnen. SASerne roede sig til en femteplads. Foto Leif Thygesen
Roklubben SAS havde to hold til start. Erik Nielsen, Frede Madsen og Kristian Bøckhaus vinder - med en femteplads - den interne håneret over SAS 2: Jan Hellesøe, Kenneth Kronborg og Michael Olesen, der slutter som nummer syv.
To KVIK-hold placerer sig som henholdsvis nummer seks og ni. På sjettepladsen KVIK VI: Hansen, Valintelis og van Herk og på niendepladsen Line Andersen, Susanne Schlie og Bo Adelholm.
En rokasket kan være mange ting, men når man er styrmand kan man jo ligeså godt understrege sin autoritet. Her det Matilde Ea Madsen, Bagsværd Roklub, der styrede for Kristoffer Hoffmann og Jakob Borup Jakobsen fra Købehavns Roklub. Styring og roning var i orden, så det blev til bronze i 10-kilometer åben motionsmix 2. division. Foto Leif Thygesen
10-kilometer åben motionsmix 2. division. Guld til Købehavns Roklub
KR ”Rapido”: Baumann, Petersen og Kristensen fortsatte de gode takter fra Nakskov og vandt endnu engang guld. Der var sølv til DSR: Skjødt, Alnor og Larsen.
Købehavn/Bagsværd stillede med Kristoffer Hoffmann, Jacob Borup Jakobsen og Matilde Ea Madsen som cox. Det blev til en fornem bronzemedalje til de tre unge mennesker fra København/Bagsværd.
Jyllands eneste repræsentant Kolding Roklub: Colmer, Espersen og Simonsen blev belønnet for deres tur over Storebælt med en fjerdeplads. Og endelig blev kombinationen fra Viking/Saffonia, Berlin: Rasksen, Stange og Jeppesen nummer fem.
Københavns Roklub "Rapido" Morten Kristensen, Mikkel Güth Petersen og Ivan Baumann vandt guld i 10-kilometer åben motions mix 2. division. Foto Leif Thygesen.